Skab en holdbar projektorganisering i et OPI-samarbejde (Masterclass 2)

Få hjælp til at skabe en værdifuld projektorganisering, der tager højde for, at forskellige organisationer skal indgå i et partnerskab. På denne masterclass har vi fokus på, hvordan I opnår det størst mulige udbytte i forhold til værdiskabelse, implementering og skalering ved et offentlig-privat innovations-samarbejde (OPI). Denne masterclass er andet modul i en serie af forberedende aktiviteter frem mod et projekt i Erhvervsfyrtårn Life Science. 

Samarbejdet mellem offentlige og private aktører er afgørende for at udvikle innovative og brugbare løsninger til sundhedsvæsnet. Men OPI kan være en vanskelig proces, fordi bl.a. arbejdsmetoder, incitamenter, kompetencer og kulturer er forskellige i den private og den offentlige sektor.   

På masterclassen vil du lære, hvordan man etablerer en værdifuld projektorganisering og vedligeholder et godt og produktivt samarbejde i et OPI-partnerskab. 

Med afsæt i konkrete projekterfaringer vil du blive præsenteret for en række centrale overvejelser, som er vigtige at gøre sig i et OPI-samarbejde. 

Få succes med OPI 

Vi vil bl.a. sætte fokus på, hvilke forudsætninger der skal være til stede i et OPI-samarbejde for at opnå succesfuld værdiskabelse, implementering og skalering med projektet. Masterclassen vil veksle mellem korte præsentationer, fælles drøftelser og øvelser, som alt sammen er med til at klæde dig på til at opnå det størst mulige udbytte ved at deltage i et OPI-samarbejde.   

Bliv en del af Erhvervsfyrtårn Life Science

Denne masterclass vil sætte fokus på følgende kriterier, som en projektansøgning til puljen i Erhvervsfyrtårn Life Science vil blive bedømt på: Værdiskabelse, implementering, kommercielt potentiale.  

Læs mere om kriterierne her. 

Læs om: Åben pulje rettet mod løsninger inden for lighed i sundhed og mental sundhed – søg nu!

Program 

  • Velkomst og introduktion til dagen 
  • Anbefalinger til det gode OPI samarbejde
  • Case: Erfaringer fra OPI-partnerskaber ved Ditte Hjorth Laursen, Research Director, Liva Healthcare
  • Pause
  • Case: Erfaringer fra OPI-partnerskaber ved Niels Damgaard-Jensen, Partner, Sincera
  • Plenum opsamling – væsentlige overvejelser 
  • Afrunding 

 Oplægsholdere: 

  • Anne Holm Jørring, seniorkonsulent Nordic Healthcare Group (NHG)
    har mere end 7 års erfaring med projektarbejde og projektorganisering. Ansvarlig for at gennemføre en tværgående evaluering af samarbejde og læring i OPI-partnerskaber under Erhvervsfyrtårn Life Science, Sund vægt. 
  • Tenna Korsbek ekstern konsulent hos Nordic Healthcare Group 
    – har 15 års erfaring i arbejdet med OPI og partnerskaber på tværs af offentlige og private aktører inden for social og sundhedsfeltet. 

Denne masterclass er et modul i i en serie af forberedende aktiviteter på Vækstplatformen i Erhvervsfyrtårnet Life Science. Læs mere om forløbet her.

Vi opfordrer til at man deltager i alle fire masterclasses, men hvis du ønsker at deltage i kun et enkelt modul, så er det også muligt. 

Deltag også på forløbets andre masterclasses

NB: Aktiviteten leveres som del af Danish Life Science Clusters EU-projekt, ‘Erhvervsfyrtårn Life Science’ og beregnes som statsstøtte under de minimisforordningen for de deltagende virksomheder. Statsstøtten er beregnet til: 2500 kr.  Er du fra en virksomhed, forudsætter deltagelse en underskrift på en de minimis-erklæring, partnererklæring og SMV-erklæring jf. statsstøttereglerne i de minimisfordningen. Det forventes at du bruger 10 timer til forberedelse, deltagelse og opfølgning. Det skal registreres umiddelbart efter afholdt aktivitet. 

 Arrangementet medfinansieres af Den Europæiske Union.